Gå til indhold

Etablering af stenrev ved "Hummerbakke"

Aalborg Kommune og Limfjordssekretariatet er blevet bevilliget midler til etableringen af et stenrev ved "Hummerbakke". Denne bevilling sker i forlængelse af Kysthjælperprojektet, hvor en stor del af forarbejdet til denne ansøgning ligger. Kysthjælperprojektet har undersøgt fire store områder til etablering af stenrev inden for Nibe Bredning og Langerak, deriblandt "Hummerbakke". 

Limfjordssekretariatet har forestået udarbejdelse af projektansøgninger til myndighedsgodkendelse ved Kystdirektoratet og alle fire er godkendt med særskilte tilladelser. Kysthjælperprojektet afsluttes i løbet af 2025. Den samlede mængde af sten som er udlagt i forbindelse med Kysthjælperprojektet udgør kun en lille del af de fire projektområder og der blev derfor søgt flere midler til at færdiggøre de ansøgte og godkendte stenrevsprojekter.

Læs mere om stenrev og hvorfor Limfjordssekretariatet arbejder med etableringen af stenrev i Limfjorden inde under Kysthjælper.

Fjordfonden har tildelt 3 mio. kr. som støtte til projektet.

 

 

Mere om "Hummerbakke"

"Hummerbakke" er navnet på stenrevet, som etableres ca. 1,5 km syd for byen Gjøl. 


Kort over projektområdets placering i Limfjorden.

 

 

På gamle søkort kan man se projektområdet benævnt "Hummerbakke" og er placeret på en naturligt "banke", hvor der er større vanddybder nord og syd for området.

På baggrund af det godkendte projektområde, estimeres det at der skal anvendes ca. 9.600 tons sten, som skal dække over et område på ca. 16 ha. Stenrevet vil blive en blanding af indkøbte granitsten fra Norge og indsamlet genbrugssten fra Danmark.


Billede af hummer som gemmer sig i stenrev.

 

Vil du bidrage til etableringen af stenrevet?

 

    Hvis du har natursten i overskud, kan du donere og aflevere dem på 13 genbrugsplader fordelt i kommunerne Aalborg, Jammerbugt og Rebild. Du kan se genbrugspladserne på kortet nedenfor, markeret med G.

    Vær opmærksom på, at det kun er natursten, der kan bruges til stenrevet. Stenene skal være større end 10 cm, og der må ikke være iblandet byggeaffald såsom fliser, murbrokker osv. 

    Før de indsamlede sten kan indgå i stenrevet, skal stenene frasorteres fejlblandinger, som f.eks. fliser og betonrester, da det er ikke tilladt at lægge den type stenmaterialer ud på fjordbunden. Derfor søger vi frivillige, som vil hjælpe med at sortere stenene.

    Det vil fremgå her på siden, hvornår og hvor du kan komme og give en hånd med i sorteringen.

Limfjordsrådets Igangværende Projekter

 

 

Limfjordsrådets Afsluttede Projekter