Indrapporter spøgelsesnet her
I samarbejde med: 
Limfjorden er Hjemsøgt af Spøgelsesnet
Problemet med spøgelsesnet er større i Limfjorden sammenlignet med andre farvande i Danmark. Spøgelsesnet dækker over fiskegrej, som er bortkommet, glemt eller efterladt. Det kan eksempelvis være tejner, ruser eller garn uden den lovpligtige mærkning med navn og adresse på bøjen. Spøgelsesnet udgør et problem for Limfjorden af flere årsager:
-
Plastiknet nedbrydes over tid til mikroplast, som frigives til vandsøjle og sediment. Mikroplastpartiklerne inkorporeres i fødekæden og dermed også den føde, som vi mennesker indtager. Mange net indeholder også blyliner, som ligeledes er en kilde til forurening af vores fælles fjord.
-
Spøgelsesudstyr fisker videre, når det bliver efterladt, og udgør dermed dødsfælder for blandt andet fisk, hummere og krabber, som fanges i udstyret. I nogle tilfælde kan også fugle og pattedyr fanges.
Limfjordsrådet satte for alvor fokus på forekomsten af spøgelsesnet i Limfjorden, da bjærgningen af tre kendte spøgelsesnet i 2019 hurtigt viste, at omfanget var langt større.
Siden har Limfjordsrådet arbejdet med at kortlægge og fjerne tabte og efterladte fiskeredskaber, udvikle et indrapporteringsværktøj og skabe opmærksomhed omkring problemet. Projektet Liv i Limfjorden – Fri for Spøgelsesnet er nu afsluttet, men du kan fortsat indrapportere bortkomne eller fundne fiskeredskaber via linket øverst på siden. Indrapporteringerne vil bidrage til at skabe overblik og danne grundlag for fremtidige indsatser. I videoen her findes en guide til, hvordan man indrapporterer bortkommet eller fundet spøgelsesnet.
En omfattende indsats er afsluttet
Projektet Liv i Limfjorden – Fri for Spøgelsesnet er nu afsluttet efter flere års arbejde med at finde og fjerne tabte og efterladte fiskeredskaber i fjorden.
I projektperioden er et område svarende til cirka 32.000 fodboldbaner blevet undersøgt, og mere end 42 tons efterladte redskaber er blevet bjærget fra bunden. I redskaberne blev der blandt andet fundet omkring 1500 taskekrabber og 240 hummere. En stor del af dyrene var stadig levende og blev sat tilbage i fjorden. Indsatsen har både fjernet affald og dødsfælder fra fjorden og givet ny viden om, hvor spøgelsesredskaberne findes, og hvordan de opspores og bjærges.
Se mere fra Liv i Limfjorden på Facebook.
En stor indsats i fællesskab med lokale aktører
Oprydningsindsatsen blev gennemført af Limfjordsrådet i samarbejde med Levende Hav, North Nature, DTU Aqua, Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri og Foreningen Muslingeerhvervet. Dertil bidrog en række frivillige og lokale fiskeriforeninger til oprydningen, bl.a. Dansk Amatørfiskerforening, Danmarks Fritidsfiskerforbund, og Limfjordsgruppen Øst. Den forebyggende indsats blev gennemført i samarbejde med Alkymedia.
Har du viden om spøgelsesnet eller kendskab til efterladte fiskeredskaber i Limfjorden, kan du fortsat indrapportere dem via linket øverst på siden eller kontakte Limfjordsrådet på limfjordsrådet@aalborg.dk eller find kontaktoplysninger på projektledere her under fanen "Sekretariatet".
Projektet Liv i Limfjorden – Fri for Spøgelsesnet blev finansieret af Fiskeristyrelsen og Den Europæiske Union.

Se Indberettet Spøgelsesudstyr
På nedenstående kort kan du skabe dig et overblik over de indberettede og bjærgede spøgelsesnet:
Ved fejlmelding kontakt: henrik.rosenskjold@aalborg.dk eller på tlf. +45 2520 2447.
UDARBEJDELSEN AF INDRAPPORTERINGSVÆRKTØJET ER SKET MED HJÆLP FRA DISSE AKTØRER:
Projektets danske partnere (KL, SEGES og Limfjordsrådet) har udarbejdet folderen: ”Lokalt forankrede vandområdeplaner – hvordan skabes en øget lokal involvering i fremtidige vandområdeplaner?”


